tirsdag, 19 marts, 2024
Udlev drømmen om dit eget bilværksted

Går du rundt med en drøm om at få dit eget bilværksted? Måske er drømmen tættere på, end du lige går og tror. For det behøver faktisk hverken være svært eller dyrt at komme i gang.

Du kan starte op med bare 20.000 kr. på lommen. Selvfølgelig er det nemmere og hurtigere at komme i gang med 100.000 kr. eller mere. Sådan er det jo altid.

For at komme godt fra start skal du koncentrere dig om de opgaver, du selv kan klare. Det kan lynhurtigt slå bunden ud af en ny virksomhedsøkonomi, hvis du skal ud og ansætte en svend eller to. Alt efter hvordan økonomien har det, kan du måske blive nødt til at beholde dit gamle job i opstarten.

Når du supplerer med et andet job, er privatøkonomien lidt bedre sikret, og du er ikke på samme måde afhængig af at tjene til hele din egen løn fra dag 1. Det vil din familie sikkert også sætte pris på. Det kan selvfølgelig betyde, at du må tage nogle sene aftener eller møde op på værkstedet i weekenden for at nå det hele.

For at få succes med drømmen om dit eget værksted kræver det noget af dig selv. Du skal have troen på dig selv og projektet. Derudover skal du være forberedt på at knokle 60-70 om ugen i starten. Den første tid er nemlig vanvittig vigtig. Du skal have fodfæste i branchen, sikre gode aftaler med leverandørerne og ikke mindst tiltrække de kunder, du skal leve af.

Men det er jo det hele værd. For der er nu ikke noget som den tilfredsstillelse, der er ved at arbejde for sig selv og se sit eget projekt vokse.

Det har du brug for med det samme

Først og fremmest skal de fire vægge, gulvet og tag over hovedet på plads. Du får som udgangspunkt brug for 50-200 kvm alt efter, hvor store armbevægelser du forventer at have i begyndelsen. Derudover må der meget gerne allerede være en lift eller smøregrav, så du nemt og hurtigt kan komme ind under bilen.

Flytter du i lokaler, som ikke tidligere har været brugt som værksted, bør en af dine første anskaffelser være en god og solid autolift.

Men du kan jo heller ikke arbejde med de bare hænder. Derfor skal diverse stykker værktøj, reservedele, arbejdsborde og opbevaringsmøbler også købes ind. Opbevaring føles måske ikke som en prioritet, når du står med de mange opstartsregninger, men du bliver glad for at have et ordentligt system, når der begynder at komme kunder ind ad døren. Så tag en beslutning om, hvad der passer til din måde at arbejde på. Er der reolsystemer, værktøjsskabe eller noget helt tredje?

Sådan kommer du i gang

Der er forskellige måder at komme i gang med dit eget bilværksted. Overtag et autoværksted med det hele eller byg op fra grunden. Du kan også blive del af et løbende generationsskifte. Her er det typisk en værkstedsejer, der leder efter en medarbejder eller ansætter en mekaniker, som kan overtage på sigt. Du arbejder altså på værkstedet og overtager løbende mere og mere, indtil det er dit, og du har købt mester ud.